far på barsel – far for livet

#

oversigt

Hvad er udfordringen?

På trods af at fædrene stormer frem i disse år i forhold til involvering og engagement i deres børns liv, er der stadig et stykke vej til ligestilling på området. Fædrene anses fortsat som sekundære mange steder i sundhedssystemet, og fordomme om mænd som fædre i forhold til omsorg, barsel mv. lever videre. Mange tilbud til småbørnsforældre tilrettelægges og henvender sig fortsat primært til kvinder, og det er problematisk i forhold til, at der om meget kort tid vil være masser af involverede og barslende fædre, der ønsker at tilbringe en masse tid med deres børn.

Hvad er løsningen?

Løsningen er mange flere og mere specialiserede tilbud til fædrene, som de kan se sig selv i og har lyst til at benytte. Sådan at vi får skabt en positiv fortælling omkring det at være far på barsel og at flere fædre på sigt får lyst til at tage længere barsel. Dertil er der stadig en række steder i sundhedssystemet, hvor der er meget lidt fokus på fædrene, og hvor fagfolk savner viden og redskaber til, hvordan de helt fra start kan inddrage fædrene på lige fod med kvinderne. Det kræver mere ny viden, flere erfaringer fra praksis og sparring på tværs af faggrupper og ikke mindst mere fokus på området, så også politikere og beslutningstagere ser nødvendigheden af en opdatering af de hidtidige arbejdsgange.

Hvad gør vi?

Forum for Mænds Sundhed har de sidste år åbnet mere end 40 Fars Legestuer fordelt over hele Danmark. Vi har afprøvet og udviklet guides til fædregrupper og forskellige far-barn aktiviteter, som især sundhedsplejerskerne gør brug af i deres arbejde. For at opkvalificere sundhedsprofessionelle til at tænke fædrene ind i deres tilbud underviser vi på grunduddannelserne, uddanner til far-ambassadører med særlig fokus på fædrene og udvikler tilbud og materialer henvendt både til de professionelle og til fædrene. Herunder samtalebogen ’Forældre sammen’, ’Far for livet – En bog til manden som far’, ’Guide til behandling af fædre med fødselsdepressioner’, ’Guide til bedre inddragelse af fædre i sundhedsplejen’, ’Guide til far på barsel’ samt udgivelse af vores forskning og artikler i fagblade. I forhold til den øremærkede barsel arbejder vi aktuelt på at skabe flere og bedre aktivitetstilbud og grupper til barslende fædre, at opkvalificere fagfolk til den nye virkelighed med en masse barslende fædre, samt informere og vejlede fædre og familier om barslen, dens betydning, hvad man kan lave på barsel samt de valg der skal tages omkring fordelingen af den.

projektperiode

Maj 2021 – April 2024

kontaktperson

Projektansvarlig Tobias Siiger Prentow
+45 61242787

Projektstøtte

Projektet er støttet af midler fra Nordea Fonden