Sundmand kommuner
Hvad er udfordringen?
I udviklingen af sundhedstilbud i kommunerne, er mænd længe blevet overset som målgruppe. Danske mænd både lever kortere end danske kvinder og er mere ramt af alvorlige sygdomme og derfor er det vigtigt at tænke mænds særlige behov ind i udviklingen af sundhedstilbud. Behovet for at indtænke mænd som målgruppe i udviklingen af tilbud ses fx ved, at mænd oftest ikke deltager i samme grad som kvinder i tilbud rettet mod begge køn. Udover at mænd ikke tænkes ind i generelle tilbud, er der også ulighed i udbuddet af tilbud til mænd og kvinder når det kommer til forældreskabet, fx i forbindelse med netværksdannelse eller screening samt behandling af fødselsdepression. Fordi det er forholdsvist nyt at tænke på mænd som målgruppe i sundhedstilbud, mangler der overblik over viden og erfaringer om, hvordan dette gøres bedst.
Hvad er løsningen?
Selvom mænd ikke historisk er blevet tænkt ind i udviklingen af sundhedstilbud, så er der flere og flere, der ser mening i at have fokus på mænd som målgruppe. Derfor giver det mening at samle viden og erfaringer, så det er overskueligt hvor man kan søge inspiration, hvis man som kommune vil begynde at tænke mænd mere ind i udviklingen af deres sundhedsstrategier og sundhedsindsatser. Samtidig håber vi, at overblikket kan være en hjælp for andre interesserede, der ønsker at sætte mænds sundhed på dagsordenen.
Hvad gør vi?
Hvert år gennemfører Forum for Mænds Sundhed en kortlægning af kommunernes arbejde med fædre og mænds sundhed. Disse undersøgelser tager udgangspunkt i de aktiviteter kommunerne har målrettet fædre og mænds sundhed, og det giver et overblik over, i hvilken grad kommunerne tænker mænd ind i deres sundhedstilbud. Resultaterne af disse undersøgelser kan findes på hjemmesiden www.sundmandkommuner.dk. Hjemmesiden er skabt for at gøre viden om de enkelte kommuners aktiviteter lettilgængelig for alle interesserede. Derudover skal siden være med til at motivere og inspirere andre kommuner, der endnu ikke har målrettede sundhedsindsatser til mænd, samt give mulighed for at søge viden hos andre kommuner, der allerede er godt i gang.
projektperiode
kontaktperson
Projektmedarbejder Marie Eriksen
+45 24877118