ældre mænd har den højeste selvmordsrate
Antallet af selvmord i Danmark har ligget på omkring 600 årligt siden 2007. Mænd generelt står bag næsten tre ud af fire selvmord (439 i gennemsnit) – og det er de ældre mænd, der har den højeste selvmordsrate. Hvert år tager ca. 175 mænd på 60 år og op deres eget liv, hvilket svarer til lige under en tredjedel af de årlige selvmord i Danmark. Til sammenligning dør omkring 169 personer i trafikken hvert år (kilde).
Alligevel har vi ikke tradition for at sætte særligt fokus på køn i forhold til selvmordsforebyggelse, og vi ved fx at kun halvdelen af de mænd, der har depression, er i behandling for det. Det er et stort problem. Derfor har vi samlet viden, råd og ressourcer – med særlig tanke på ældre mænd – herunder.
[SIDEN ER UNDER UDARBEJDELSE OG VIL LØBENDE BLIVE OPDATERET]
Det ved vi…
■ Selvmord er udtryk for stor smerte og/eller håbløshed – som man ikke har fået hjælp til at håndtere i tide.
■ Flere mænd end kvinder dør hvert år af selvmord – selvom flere kvinder end mænd har selvmordsforsøg.
■ De ældre mænd er ofte determinerede: selvmordsforsøgsraten falder med alderen og ældre mænd benytter sig samtidig af voldsomme metoder ifm. selvmord. Det efterlader meget lidt rum til fortrydelse eller indgriben – og understreger hvor vigtigt det er at tage mænds tegn på mistrivsel alvorligt.
■ Mænd 80+ år har en selvmordsrate, der er 6 gange højere end for unge mænd i alderen 15-24 år (kilde).
■ Halvdelen af dem, som mister livet til selvmord, har aldrig modtaget psykiatrisk behandling (kilde). Og det gælder særligt ældre mænd, hvis psykiske lidelser også ofte er underdiagnosticerede og underbehandlede.
■ 28% af alle mænd i alderen 18+ år har aldrig eller næsten aldrig nogen at tale fortroligt med (kilde).
■ Mange ældre mænd, der begår selvmord, er blevet beskrevet som handlekraftige, stærke eller nogen med et stort behov for selvstændighed (kilde). Det fortæller os at maskulinitet samt angsten for alderdommen og en udsigt til evt. større afhængighed kan spille ind ift. selvmord.
”Vi stopper med at arbejde. Over en nat bliver vi værdiløse. Ikke til nytte for nogen. Vi mister det, der gav livet mening. Vi har pludselig tid til at dvæle ved situationen, og vi tænker på, hvorfor vi stadig er her?”
Har du brug for hjælp?
Hvis situationen er AKUT skal du ringe 1-1-2.
Herudover kan du kontakte akuttelefonen eller lægevagten i din region, når egen læge er lukket:
-
- Region Hovedstaden: 18 13
- Region Sjælland: 18 18
- Region Nordjylland: 70 15 03 00
-
Region Midtjylland: 70 11 31 31
-
Region Syddanmark: 70 11 07 07
Du kan også få hjælp på de psykiatriske akutmodtagelser (tidl. skadestuer). Der kan være forskel på om du selv kan henvende dig eller om du skal henvises af en læge – læs mere her.
Du kan også kontakte politiet på 1-1-4, hvis du fx er bekymret for en anden persons sikkerhed.
Forskning viser at mange, der dør af selvmord faktisk har haft kontakt med egen læge i tiden op til. Mange ældre mænd vil også have haft besøg af hjemmepleje, forebyggende medarbejdere eller lign. Hvis du har kontakt med ældre borgere igennem dit arbejde, så husk at mænd udgør en risikogruppe ift. selvmord. Det gælder også for dig, der er pårørende. Og husk at det er bedre at reagere for tidligt end for sent! De “små” tegn tæller også, og det er en myte at man gør selvmordstanker værre, hvis man snakker om dem.
Kommunal hjælp
Regional hjælp
øvrigt
Anbefalinger og inspiration
Vi har samlet et overblik over relevant viden om mænds selvmord fra andre aktører på området.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis vi skal hjælpe dig videre i din søgning.